Venice – Sober

Jeg ville gerne have at Venices debutalbum; “Sober” blev det første album som blev anmeldt på min nye musikblog, men det skulle vise sig at blive noget af en kamp, bare at få fat i albummet.

Jeg må hellere lige starte med at sige, at jeg er en smule forudindtaget, da jeg nærmest har fulgt bandet siden starten for ca. 10 år siden. Jeg lærte bandet at kende gennem en ven og kollega der trak mig med til en af bandets koncerter, og jeg var straks begejstret for dét jeg hørte. Samtidig kan jeg så lige få ud mellem sidebenene, at jeg synes at det er alt for sent at bandet nu har udsendt sit debutalbum. Som jeg ser det, burde det have været deres 5. eller 6. album der nu er ude blandt lytterne.

Jeg har, i en anden anmeldelse af albummet, læst at forsanger Morten Kistrups vokal visse steder kan minde lidt om både Brett Andersson (Suede), Bono (U2) og Brian Molko (Placebo). Der er i mine øjne ingen tvivl om at det er sandt. I albummets titelnummer (som samtidig er albummets første nummer), hører jeg dog mere stemmen som noget der minder lidt om David Bowies tidlige værker. Samtidig hører jeg også lidt Beatles-agtigt arrangement i sangen, som helt klart er et af albummets bedste numre.

Ved første hurtige gennemlytning af albummet, faldt jeg straks for skæring nummer 2, “The Kill”. Måske er det fordi nummeret er ét af dem der kan høres gratis på bandets MySpace side (hvilket jeg har benyttet mig meget af i ventetiden på albummet) eller også er det fordi nummeret minder mig en smule om et af bandets gamle numre, fra dengang de gik under navnet “Company” (et navn jeg i øvrigt synes de skulle have beholdt!), og spillede live jobs på “The Australian Bar”. Nummeret jeg tænker på, er dét der hedder “Sway”, og det er stadig et af de numre jeg håber de vil overveje at tage med i setlisten på de koncerter der utvivlsomt skal spilles i fremtiden. Jeg er især vild med strygerne på “The Kill”.

3. skæring, “Cheetah” har lidt James Bond tema over sig i mine ører. Omkvædet bliver sunget i en lidt for høj tonart, men Tobias Overgaards stærke guitarspil holder nummeret sammen.

“She’s Mine Alone”, som også er et af de numre der kan høres gratis på MySpace siden, starter med et distortion guitar riff som sammen med de meget tørre trommelyde gør det til et rigtig godt og gedigent garagerocknummer. Koret fungerer også rigtig godt hér.

5. nummer på albummet, “Desert” er lidt langsommere end de forrige, uden dog at kunne kaldes en decideret ballade. Hér er strygerne igen meget fremtrædende.

Farten sættes lidt op igen på albummets 6. nummer, “Chase Them Butterflies”. Igen holdes nummeret sammen af især guitarspillet. Jeg får lidt associationer til countrymusik her, uden at det dog tager overhånd.

I “Taste Your Body” synes jeg igen jeg kan høre David Bowie i stemmen som, bortset fra omkvædet, virker lidt reciterende i fremførelsen.

“Light In Your Eyes” bringer mig igen tilbage til de gamle “Company” dage, selvom det er med lidt mere distortion og vibrato på guitaren. Efter min mening også et af albummets bedste numre, som nok skal gøre sig godt ved koncerterne…

Med nummeret “Wild Dog” sættes hastigheden lidt ned igen. Især b-stykket med den “dobbelte vokal” fungerer rigtig godt.

På albummets næstsidste nummer, “Lead Me Blind” bliver der efter min mening brugt lidt for mange effekter. Jeg kunne godt tænke mig at høre det i en akkustisk udgave, hvor der bliver skåret mere ind til benet. Den lidt gammeldags udfadning af nummeret synes jeg heller ikke så godt om.

Sidste nummer, “It Won’t Escape Those Lips” er nok det nærmeste vi kommer på en reel ballade. Strygerne er igen fremtrædende. Nummeret er ét af de ialt fire numre, der kan høres gratis i deres fulde længde på bandets MySpace side.

Sammenfattende vil jeg sige at “Sober” er et godt album, der desværre, visse steder, er sovset lidt for meget til i effekter. Man kan godt høre at producer Kasper No Behrens og Johnny Stage, har været inde over albummet, og dét er faktisk ikke ubetinget en god ting, hvilket jeg ellers ville have taget som et plus, før jeg hørte albummet. Hvis Venice havde haft modet til at udgive debuten for 5-6 år siden, i stedet for at vente på at Kasper (No Behrens) syntes de var gode nok (jeg har ikke belæg for at sige som jeg gør hér, men sådan ser det altså ud, udefra, set med mine briller!), tror jeg faktisk at fremtiden ville have set endnu lysere ud. Men bandet har trods alt en fremtid foran sig, dét skal man ikke være i tvivl om! Jeg glæder mig til (fortsat) at følge bandet, og i sær ser jeg frem til at høre dem live.

Lignende indlæg

• Copenhagen Songwriters Festival 2009
• Depeche Mode, Parken
• Lars Attermann – Linjer Sagt I Regn