Ved første gennemlytning af albummet, var dét der først ramte mig, de imponerende vokaler. musikken er meget stemningsfuld, og i mine øjne, meget melankolsk – Selvom pressemeddelelsen antyder at hun er på vej væk fra det melankolske på dette album (jeg har ikke hørt andet med hende, og må derfor tage pressemeddelelsens ordlyd for gode varer).

Jeg kan godt lide stemmen, men musikken er bestemt ikke min kop the. Sådan er det når man er til melodisk musik som jeg er. Bevares, der er da melodiske passager undervejs på albummet, men i det store hele er det meget abstrakt.

Hvad jeg imidlertid synes rigtigt godt om, er distributionsformen. Tanken om at få musikken ud til flest muligt via gratis lovligt download, og så i stedet tjene pengene på salg af fysiske medier (cd, vinyl, mv.), online donationer, koncerter og merchandise, er noget jeg synes mange flere kunstnere burde benytte sig af. De mere gammeldags distributionsformer er forældede og bør ikke stå alene efter min mening.

Du kan høre eksempler på musikken på Tones SoundCloud side, og danne din egen mening.

“Hanging By The Moon” udkommer fredag d. 21. oktober på vinyl LP og som fri download.
Der afholdes release events onsdag d. 19. oktober på Mayhem i København og torsdag d. 20. oktober på Studenterhuset i Aalborg.

En musik shop i stil med iTunes, men med en lidt anden og mere sympatisk tilgang til konceptet, har set dagens lys. Her har musikere og pladeselskaber mulighed for at sælge sin musik ud fra et Fair Play koncept.

Gogoyoko, der er udviklet af musikere fra den islandske musikscene, sætter fokus på musikere og fans der ønsker nye forhold vedr. salg af deres musik. Brugerne kan høre musikken før de køber, og i modsætning til iTunes hvor man kun kan høre brudstykker af de enkelte numre, kan man hos Gogoyoko høre hele numre (man skal dog være oprettet som bruger først). Hos Gogoyoko køber man musikken direkte fra kunstneren eller pladeselskabet uden fordyrende mellemled, og kunstnerne sætter selv prisen for deres musik, og de får 100% af salgsprofitten plus ekstra overskud baseret på streaming af deres musik.

Gogoyoko støttes allerede af etablerede kunstnere og pladeselskaber som f.eks. Björk, Sigur Ros og Cruchy Frog, og tæller derfor udgivelser fra f.eks. Junior Senior, Superheroes, Høgni Lisberg, Powersolo, Sugarcubes og flere andre allerede etablerede navne.

Med tiden kunne konceptet godt gå hen og have et stort potentiale, men jeg frygter lidt (uden dog at kende noget til det) at mange etablerede navne har kontrakter der forhindrer dem i at deltage i konceptet, og at det derfor hovedsagligt bliver et projekt der har hovedvægt på bands og kunstnere der ikke i forvejen har en kontrakt. Det synes jeg er lidt synd, for uden et bredt udvalg som også inkluderer allerede etablerede mainstream kunstnere tror jeg ikke på idéen i længden. Jeg håber selvfølgelig at jeg tager fejl, for projektet er et yderst sympatisk tiltag, som jeg ønsker alt muligt held og lykke med fremtiden.

Gogoyoko åbnede den 1. oktober dørene for kunstnere og musikfans i Skandinavien. Kig forbi og dan din egen mening.

En ny festival for sangskrivere ser nu dagens lys i København. Sangskrivertalentet Brett Perkins (som bl.a. er kendt fra “Songwriters In The Round” koncerterne) er hovedmanden bag festivalen, og han har i samarbejde med diverse danske sangskriverklubber og sammenslutninger sammensat et overdådigt program der inkluderer mere end 100 sangskrivere fra 8 forskellige lande.

Festivalens hovednavn er amerikanske Jonatha Brooke som tidligere har gæstet København, og i mine øjne er hun alene, hele den samlede billetpris for alle 3 dage værd! Men som om det ikke skulle være nok, er der over de 3 dage som festivalen varer også mulighed for at høre bl.a. færøske Høgni Lisberg, grønlandske Angu, Kenneth Thordal (som jeg anser for en af danmarks mest oversete sangskrivertalenter), Sascha Dupont (som nok er mest kendt for sin medvirken i “Hit Med Sangen” på tv), Jørgen Thorup (kendt fra Shu-Bi-Dua), Ole Kibsgaard (også kendt fra Shu-Bi-Dua og børneprogrammet “Kaj Og Andrea” på tv), Claus Hempler, Tobias Trier, Hush, Louise Hart, Jacob Eriksen, Annika Aakjær, Morten Woods, Tobias Stenkjær, Martin Høybye, Jacob Faurholt og mange mange flere.

For mindre end det normalt ville koste, blot at høre et enkelt af navnene i det imponerende program (se fakta/info boksen til højre), kan du opleve det ypperste af de danske sangskrivertalenter fra de helt ukendte navne til de mere etablerede af slagsen.

Billetpriserne er 50,- DKK pr. dag eller 100,- DKK for alle 3 dage. Hvad venter du på? Du har ikke råd til at lade være! (link til billetkøb i fakta/infoboxen til højre).

Against Your Records er et nystartet dansk pladeselskab. Idéen med selskabet er, ifølge dem selv, at give danske bands en mulighed for en anderledes måde at eksponere sig på som band. Den første af selskabets udgivelser, er en gratis kompilation cd bestående af 20 numre med 10 bands fra den danske undergrundsscene. Der er ingen kommercielle tanker bag projektet; den økonomiske del, har de bands man kan høre på cden selv stået for.

Den gratis kompilation cd kan fås følgende steder:

• Sex Beat Records – Studiestræde 18, København K
• Wasteland – Studiestræde 2, København K
• Guf – Vestergade 15, København K
• 2nd Hand Records – Larsbjørnstræde 20, København K
• Route 66 – Fælledvej 3, København N
• Sound Station – Gl. Kongevej 94, Frederiksberg
• Accord – Nørrebrogade 90, København N
• Vinyl Lyd – Nørrebrogade 150, København N
• Æter – Gormsgade 11, København N

Men man skal nok være hurtig hvis man vil have fingrene i den, for den er kun udkommet i 250 eksemplarer. 7 af numrene fra cden kan høres på Against Your Records MySpace side.

Jeg har været fan af Depeche Mode siden starten tilbage i 1981. I perioden fra 1983-1986 var jeg oven i købet vildt fanatisk fan. Jeg havde alt hvad der var udgivet med gruppen, jeg købte bootlegs og piratoptagelser og da det var på sit højeste købte jeg 2 eksemplarer af en sjælden maxisingle som der kun eksisterede 5 eksemplarer af (“A Question Of Time“) formedelst 800,- kr. stykket! Hvis der var ét band der skulle beskrive min gymnasietid, så var det Depeche Mode.

Af de i alt 6 koncerter jeg har overværet med gruppen, var koncerten i Parken forleden, den absolut dårligste!

Da vi skulle ind på vores pladser (Nedre A, op mod scenen), fik jeg at vide at min billet var ugyldig, og vi måtte derpå hen til en anden indgang for at finde en Billetlugen-official der kunne verificere at billetten (selvfølgelig) var god nok, men det resulterede i at vi måtte vente ca. ½ time, og vi nåede kun lige at komme ind 2 minutter før Depeche Mode gik på scenen.

Generelt var lyden alt for lav, især under første del af koncerten. Trommerne lå alt for langt fremme i lydbilledet, og drunknede enhver detalje der måtte have været i synthlydene. Guitaren var totalt malplaceret på samtlige numre, undtaget “Never Let Me Down Again” og “Personal Jesus“.

Jeg røvkedede mig under de første 1½ time af koncerten, hvor næsten alle på siddepladserne omkring os, stod op og blindt fulgte Gahans mindste vink. Det var som at se en flok lemminger! På rækken umiddelbart foran os sad folk også ned, så vi kunne sagtens se scenen og følge med. Først da sidste nummer inden ekstranumrene (“Never Let Me Down Again“), blev spillet kom der en smule gang i koncerten og i den sidste ½ time stod vi (og folk på rækken foran os) endelig op.

Jeg kan forstå hvis de er blevet trætte af at spille “Just Can’t Get Enough“, men hvorfor “Everything Counts” ikke skulle med på setlisten er mig en gåde!

Jeg er alvorligt bange for at jeg har været til min sidste Depeche Mode koncert…

Fra tid til anden hænder det, at jeg får tilsendt materiale fra promotionbureauer, pladeselskaber og sågar kunstnerne selv, i forventning om at jeg vil skrive om det her på bloggen, og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed at den slags gør jeg gerne. Ofte betyder det nemlig at jeg lærer musik at kende, som jeg ellers aldrig ville have stødt på. Således også med albummet “Linjer Sagt I Regn” af Lars Attermann.

Mange kender Lars Attermanns stemme uden at vide det. Han har nemlig været speaker på DR1 i 10 år. At han også har en musikalsk fortid var jeg ikke lige klar over. Han har bl.a. spillet bas for Poul Krebs og Johnny Madsen, og sunget baskor for Henning Stærk, og så er han uddannet bassist fra Musicians Institute i Hollywood, 1988.

I “Færgemand“, som det første nummer hedder, får vi præsenteret en stemme i retning af Claus Hempler med et stænk Jens Unmack, og det tegner godt for resten af albummet.

“Den Næste Dans” synes jeg slet ikke passer til hans stemme. Den ville jeg hellere have hørt med Johnny Madsen.

Når man så hører hele albummet igennem, skinner det, bl.a. på numrene “Lukke Lyset Ind“, “Chelsea Hotel” og “Jeg Kan Se I Dine Øjne” igennem, at en af inspirationskilderne hedder Leonard Cohen, og heller ikke her, synes jeg at det helt holder vand. Og dog… “Chelsea Hotel” vinder faktisk ved flere gennemlytninger, men er man ikke Leonard Cohen fan, er der ikke meget at komme efter.

På de to sidste numre, “Hun Fik Det Heller Ikke Sagt I Dag” og “Smil“, er der slet ingen tvivl om at det er Gustav Winkler der har været forbilledet. Og selvom Attermann har den samme dybe stemme som Gustav havde, så er der altså stadig langt op til mesteren…

Gennem de sidste mange år har hans helbred øjensynligt været meget skrøbeligt. På trods af dette havde han planlagt en kæmpe turne med 50 udsolgte koncerter i London.

Han har på trods af utallige op- og nedture af både personlige, helbredsmæssige og financiel art, formået at udgive 15 albums og han har haft 13 nummer 1 hits på de amerikanske hitlister, og har modtaget 14 Grammy’s. Alene albummet “Thriller” har opnået salgstal på den rigtige side af de 100 millioner på verdensplan.

Hvad enten man kunne lide manden eller ej, er det hævet over enhver tvivl at han har haft en enorm betydning for populærmusikken. Hans dansetrin, og hans spektakulære videoer er i hvert fald blandt nogle af de ting der har imponeret mig. Verden er blevet en genial musiker fattigere…

Michael Jackson blev 50 år gammel. Æret være hans minde!

For ca. 25 år siden havde jeg påtaget mig den opgave at passe en vens lejlighed mens han var på ferie. Det havde jeg gjort primært af én grund: Så kunne jeg nemlig høre alle de fede plader han havde i sin pladesamling. Det var hér jeg blev fan af AC/DC. Han havde alle albums gruppen, indtil da, havde udgivet, i sin samling og jeg fik dem overspillet til bånd (sådan gjorde man dengang). Jeg besluttede mig for at dem (AC/DC), skulle jeg opleve live på et tidspunkt. Dét tidspunkt blev så den 19. juni 2009 i Parken…

Da AC/DC gik på scenen rejste alle folk på siddepladserne sig, og alle som én blev de stående til koncerten var forbi. Jeg tror kun det var den svenske familie på pladserne ved siden af mig, som satte sig igen, da de lige havde stået op til det første nummer (“Rock’N'Roll Train”), så havde de ligesom set “giraffen”, og kunne trygt sætte sig igen. (De gik i øvrigt også før ekstranumrene – Måske skulle de nå et tog hjem til sverige?)

Flere gange under koncerten var der nogen på rækkerne bagved som fandt det morsomt at kaste deres øl ud over os som stod på rækkerne foran. Og guderne skal vide at de da også havde drukket rigeligt; men ligefrem at kaste med sine dyrt indkøbte drikkevarer synes jeg grænser til det stupide!

Det sidste nummer før ekstranumrene (“Let There Be Rock”) varede næsten 20 minutter inklusive en guitarsolo på næsten 15 minutter, hvor Angus Young dels stod på et podium ude blandt publikum (som jeg fejlagtigt troede skulle have været brugt til en gigantisk oppustelig “Rosie” dukke under nummeret “Whole Lotta Rosie”), og dels på scenen. Den solo var mindst 10 minutter for lang. Nok er han en god guitarist, men så god er han altså heller ikke…

Flere af numrene fra det nyeste “Black Ice” album (som f.eks. “War Machine” og “Anything Goes”), kunne jeg godt have undværet. De kunne passende have været skiftet ud med numre fra de 2 albums “Ballbreaker” og “Stiff Upper Lip”, som i mine øjne blev skammeligt forbigået. Jeg savnede også et nummer som “Rock’N'Roll Ain’t Noise Pollution”.

Alt taget i betragtning, var det en god koncert, der dog ikke levede helt op til mine skyhøje forventninger…

For første gang nogensinde havde The Eagles (et af mine aller største favoritbands), valgt at lægge vejen forbi Danmark på den europæiske del af deres verdensturne. Og så vælger jeg ironisk nok at tage udenlands for at høre dem! Men det var nu ikke fordi det var så langt væk endda… Malmø var bare tættere på København end Århus, og så var det billigere både i transport og billetpriser.

Jeg var allerede i Malmø lige over middag, så vi var ved stadion ca. 2 timer før koncertstart, og efter at have stået ved en forkert indgang i ½ times tid, fandt vi den rigtige, og ventede endnu 3 kvarter før portene blev åbnet. Vi fandt nogle gode pladser midt for scenen, ca. 30-40 meter foran mixerteltet, og det skulle senere vise sig at være et godt valg. Der var nemlig stillet højttaler-tårne op bag ved mixerteltet, så lyden ville blive bedre for dem på siddepladserne, problemet var bare, at hvis ikke man havde en siddeplads (eller stod godt placeret foran mixerteltet), så blev lyden fra højttaler-tårnene kastet tilbage, og blandede sig med lyden fra scene-højttalerne med forsinkelse. Men som sagt havde vi fundet nogle gode pladser, hvor lyden ikke havde negativ indflydelse på oplevelsen.

Og hvilken oplevelse! på trods af at 25% af setlisten bestod af solonumre fra henholdsvis Don Henley og Joe Walsh, som jeg hellere end gerne have set udskiftet med endnu flere Eagles klassikkere (som f.eks. “New Kid In Town“, “Tequila Sunrise” og “Wasted Time“), blev det alligevel den store oplevelse som jeg på forhånd havde håbet. Hvis de havde spillet mit favoritnummer (“Seven Bridges Road“, som kun tidligere er indspillet på “Eagles – Live” albummet fra 1980), havde jeg været nødt til at udvidde bedømmelsesskalaen, så godt var det.

Jeg er stadig høj, efter en af de allerbedste koncerter jeg nogensinde har overværet, og jeg har immervæk oplevet en hel del…